Rosetta havde siddet ved sit bord og været fordybet i noget arbejde. Ved siden af hende stod der en tom kop. Hun støttede hovedet i hånden. Med den anden hånd trykkede hun på tastaturet. Dog trykkede hun mest på backspace. Hun havde lige i det øjeblik meget svært at koncentrere sig, og kunne ikke rigtig skrive en sammenhængende rapport. Skuffelse, vrede og tristhed gennem hende. Hun havde været så overbevist om, at det var hendes bror. Men han havde jo sagt, at han ingen søster havde.. men hun tvivlede. Hun troede stadig på, at hun havde ret.
Folk kunne dog også godt fornemme på hende, at der var noget i vejen, og dem, som havde turde at spørge, havde bare fået svaret, at hun havde det fint. Og derefter havde de bare ladet hende være.
Hun var klædt i et par sorte tætsiddende bukser, sorte ankel støvler med en lille hæl og en grå skjorte, hvor de øverste knapper var åbne. Håret sad i en høj hestehale. Hendes våben lå pænt på bordet. Den sorte frakke hang over ryglænet på hendes stol.
Hun kiggede dog op, da hun kunne høre fodtrin. Det var ikke noget godt tegn. Hun fik skam også øje på Storm, som kom gående. Hun sank en klump. Han var på vej mod hende. Hun dukkede sig lidt og håbede, at han ville gå forbi hende. Hvad havde hun nu gjort? Dumt spørgsmål. Hun kendte jo svaret, men havde fyret virkelig sladret? Man kunne virkelig ikke stole på nogen.
Hun tog en dyb indånding og rejste sig op, da hendes navn blev nævnt. Han behøvede vel ikke at råbe sådan? Men han ville måske gerne gøre opmærksom på, at der var nogen, som skulle have en røvfuld? Hun mødte hans vrede blik med sit eget meget rolige blik. Hun var rolig nu, men hvor længe ville hun blive ved med at være det? ”Selvfølgelig.” sagde hun og sendte Storm et lille smil. Hun undlod at komme med en bemærkning, fordi det ville sikkert gøre situationen en del værre, end den sikkert var. Hvis det da var muligt.
Hun flyttede vægten over på det ene ben og gjorde klar til at følge med.