Hvad gør jeg nu?

Jenniffer hørte en vred udlejer råbe hende direkte ind i hovedet, hun ville normalt prøve at forklare, men hendes tanker gik kun til hendes elskede klub, eller eks klub, måtte det vel være. Et godt tag i hendes krave var nok til at smide hende ud på gaden og lande på både hænder og fødder, hvilket ikke ligefrem var helt smertefrit. Kort efter blev en stor kuffert smidt ud på gaden med et bump. Hun tog kufferten og blev nød til at trække sig til den ene side for at kunne bære den, det var blot hendes eneste eje hun slæbte rundt på. Det første sted Jenniffer ville finde hen var kirken i Synergy distriktet. Det var et godt sted at finde hen når man ikke havde andre steder. Hun måtte flere gange skifte arm før hun nåede hen til elevatoren der var den nemmeste vej ned til Synergy. Jenniffer stillede kufferten i elevatoren indtil den hurtigt stoppede og Jenniffer gik ud. Hun fortsatte slæberiet lidt indtil hun nåede kirken, af en eller anden grund kunne hun ikke gå ind, så hun satte sig blot op af væggen med kufferten ved sin side. Og så begyndte det at regne. Ligesom en gammel film.

Dan stod i en af de mange elevator imellem de forskellige lag af Dynak, og han var på vej ned fra toppen til Synergy. Hvad skulle han dog der på en hverdag, jo godt spørgsmål, han begav sig normalt kun der ned i weekenderne når han arrangere robot kampe for de. Han havde lige vundet et vædemål og nu var Dan den heldige ejer af en natklub. Ikke fordi det havde hans synderlige intresse, men han havde hørt at klubbens tidligere ejer var blevet smidt på gaden. Se det åbnede jo lidt flere muligheder for Dan at vide. Eller i hvertfald gav det ham noget at lege med.
Elevatoren stoppede og Dan stod ud og blev mødt af synet af gamle faldfærdige bygningre og fattige mennesker der prøvede at klare dem igennem dagen. Dan var komplet ligeglad med disse mennesker, hvad de kunne bruges til var rent og sær underholdning. Dan havde taget en paraply med sig da han vidste det var den tid på dagen hvor det begyndte at regne i Synergy, og ganske rigtigt som han stod ud af elevatoren begyndte det at regne.
Dan slog sin paraply op og begyndte roligt at gå ned imellem gaderne. Han havde en person han skulle finde.
Han havde brugt sit netværk af kontakter til at lære hvor Jenniffer befandt sig henne af i Synergy og var nu på vej hen imod kirken hvor Jenniffer sidst var set.

--- Ved Kirken---

"Godaften Jenniffer"

Dan stod ved siden af Jeniffer med et smil på læben, han havde fundet hende. Hvor så hun lige godt ynkelig ud mens hun sad der som en eller anden hjemløs, hun lignede ligefrem at hun hørte til her og ikke var kommet oppe fra overfladen. Dan havde ingen medlidenhed med hende på nogen måde. Alt hvad havde i tankerne var for sin egen morskabs skyld. Den stakkels Jenniffer var ellers en meget køn pige nu han betragtede hende, men hun havde ikke Dans interesse andet en rent og skær forretning lige nu.

"Hvad laver du dog her nede imellem pøblen"

Dan regnede godt med at hun vidste hvem han var, da han trods alt var et ret kendt ansigt som ejer af Dynaks eneste tv kanal. Alle vidste så også at Dan var en ganske speciel mand der havde mange ting oppe i sit ærme.

Jenniffer havde på ingen måde ondt af sig selv, så lavt ville hun aldrig komme. Den dryppende regn faldt nådeløst over hendes letpåklædte krop, hun havde hverken nået at få ordentligt tøj på eller pakket de vigtigste ting, de ting der var i kufferten var blot de mest nødvendige ting. Det skete at der indimellem faldt tårer ned over hendes kinder, men det var ikke til at se i regnen. Den eneste måde hun kunne få penge på var gennem klubben, hendes pengemaskine var ødelagt, hun nægtede at finde et job i en ussel butik, hun var meget dobbeltmoralsk på det område, hun havde det dårligt med at det fattige både under de vilkår, men hun hjalp dem ikke med de penge hun tjente. Jenniffer tørrede det meste vand væk fra sit ansigt og forsøgte at hive det ud af hendes hår. Jenniffer så forskrækket op da en stemme sagde hendes navn. Hun kendte ikke den stemme, og heller ikke hans udseende. Eller jo, han ejede vidst nok et eller andet stort firma, men de kendte ikke hinanden personligt, hvordan skulle hun så kende hendes navn, hun havde ikke været ejer af klubben ret længe, så han kunne ikke kende hende derfra. Så hvordan kendte han hende egentligt?

"Hej.. Hvordan kender du mit navn?"

Jenniffers stemme var lynhurtigt blevet hæs og rusten, sådan som hun så ud, og lød passede hun meget godt ind med resten af befolkningen i Syngery distriktet.

"Jeg.. Det kommer ikke andre ved."

Det var ikke utydeligt at høre hun var usikker på hans tilstedeværelse, hun kendte ham ikke personligt, men han kendte hende, selvom hun var en lille ubetydeligt klub ejer... Eller tidligere klub ejer.

Det morrede rent faktisk at se den stakkels Jenniffer sidder der i regnen uden nogen stedet at tage hen, det var usselt så lavt hun var faldet, men morsomt.Men det var jo derfor han var der, for at betragte en kvinden for overfladen som var faldet lige så lang hun var ned under jorden. Åhhh Dan elskede at lege med andre folks liv, der var ikke noget sjovere end at se hvordan en persons blik kunne ændre sig bare man gav dem en lille mulighed for at opnå hvad de ikke kunne selv, og her stod han nu, foran Jenniffer og havde planlagt lige præcis hvad han ville gøre.

"Det har ingen betydning hvorfra jeg ved det"

Dan gad ikke til at skulle fortælle om alle sine kontakter og arbejds metoder, det vigtigste var bare at det var Jenniffer han havde fundet nu. Dan rakte Jenniffer en anden paraply han havde haft med sig og tilbød den til hende ved blot at række den til hende. Se så var der ikke nogle der skule komme og sige at Dan ikke var nogen flink fyr overhoved. Han kunne godt være flink, i sær hvis der var noget i det for ham.

"Jeg kan forstille mig at det må være hårdt at skulle bo her nede nu... jeg mener.. tænk bare på det liv du havde før... at det hele nu er faldet ud imellem dine hænder.. se på dig selv... Jenniffer altså..."

Der var en smugle hån over det som Dan sagde, men det havde han selv ikke nogle problemer med at være. Jenniffer var ynkelig i hans øjne. Tnk at en fra overfladen faktisk var endt her nede, en med et helt normalt liv ikke kunne styrre det og nu bare havde tabt det hele på gulvet.. Det var ynkeligt.

Jenniffer ville vide hvor han vidste det fra, hun ville ikke finde sig i at nogle ikke fortalte hende noget. Et hårdt blik faldt i hendes øjne, det venlige blik var udskiftet med et stift blik. Det var tydeligt at se han var et overklasses fjols, som Jenniffer plejede at omtale dem. Hun havde det slet ikke godt i hans selskab, han virkede så slesk og snedig, ikke noget hun var i humør til overhovedet.

"Det synes jeg nu det har, fortæl mig det."

Hendes stemme var heller ikke ligefrem den rareste hun kunne udføre, men hun havde ikke overskud til andre mennesker lige nu. Jenniffer tøvede lidt med at tage paraplyen. Hun tog den dog hurtigt ud af hans hånd og holdte den over sig, og lagde kufferten på sit skød. Hun burde vel egentlig gå i tørvejr, men hun ville ikke blive set som fattig. Det var hun ikke. Jenniffer rejste sig hurtigt ved hans næste sætning.

"Jeg bor her ikke. Jeg har ikke mistet mit liv. Hvem der en stjal min klub fra mig vil komme til at fortryde det!"

Jenniffers stemme ændrende fra uvenlig til vred, han skulle ikke snakke om at tabe et liv, hun havde ikke tabt sit liv, og ville det heller ikke.

Dan valgte blot at overhøre at Jenniffer ville vide hvor han vidste det fra, det var ubetydeligt og slet ikke vigtig for sagens sammenhæng, han var alligevel ikke her for. Nej han var her for at faktisk give Jenniffer en anden chance her i livet, for så flink var Dan nemlig. Også selvom det jo selvfølgelig havde en hage til sig som altid. Men det var jo ikke det vigtige. Nej det vigtige var at give Jenniffer et blik i hvad hun kunne få tilbage hvis hun spurte pænt.

"Jenniffer.. Du ligner jo allerede en der høre til her... Hvad vil du dog gøre fra nu af

Dan lagde hoved lidt på skrå og smilede blot mens han stille og roligt tog sin hånd ned i sin ene lomme og fiskede en nøgle frem. Det var nøglen til klubben, Jeniffer kunne nok genkende den da nøgleringen ikke engang var blevet skiftet ud endnu. Men nu stod han med den her og viste den frem til Jenniffer med et smil på læben. Han elskede at se Jenniffers blik da hun endelig så nøglen, det var så tilfredsstillende

"Hvad skæbnen dog sætter os ud for syntes du ikke"

Dan lagde nøglen tilbage ned i sin lomme med et smil på læben fryede sig gevaldigt over det her.

Jenniffer havde slet ikke lyst til at lytte på ham. Hans konstante tale om hvor galt det var hernede var til at brække sig over. Hun havde mest af alt lyst til at gå, men noget holdte hende tilbage, et skænderi var aldrig dårligt. Hun så på ham med et koldt blik.

"Har du nogensinde overvejet jeg gør det. Det er ikke alle mennesker der bader i penge som dig. Og i burde sætte mere pris på alle andre omkring jer i stedet for at få nogle egoistiske rige.."

Jenniffer stoppede sig selv før hun gik over gevind. Hun så undrende på ham da han fiskede noget op af lommen, hvad havde han nu tænkt sig? Nøglen. Hvordan.. Hvorfor.. Nej.. Han havde stjålet hendes klub.

"Hvorfor? Hvad har jeg gjort for at irritere dig!?"

Jenniffer havde svært ved at styre sit temperament, hun greb hårdt fast m paraplyen, hun slog den ned og slog ham på armen. Det gik over gevind. Hun smed hurtigt paraplyen.

"Undskyld. Undskyld.. Det var ikke min mening."

Jenniffer var i chok, hvorfor havde hun gjort det, okay fint nok, han havde stjålet hendes klub, men hun var ikke sådan, hun behøvede ikke være sådan.

Dan trak ikke en mine af at blive slået og havde næsten regnet med at sådan noget ville ske, Han havde nærmest forventet mere af hende end blot den ene lille ting. Dog måtte dan lige løfte sin hånd lidt op i luften og en robot der stod et par meter bag ham stoppede med at bevæge sig. Dan havde altid en sikkerheds robot med sig der hvor han gik, i tilfælde af at han nu faktisk skulle blive overfaldet. Men så igen hvme ville overfalde deres yndlings tv ejer. Han måtte jo være deres yndlings da de ikke havde så meget valg.

"Jamen Jenniffer... Jeg kan godt forstå dig kære... her står ham der har taget alt hvad du ejer... hvem ville ikke bliver sur..."

Der kom en perllende latter hen over dans læber og han måtte næsten fjerne en tårre fra sit ene øje af grin. Det var helt morsomt som den stakkels Jenniffer reagerede på det hele.

"Men min kære Jenniffer...Jeg er ikke her for at håne... nej... jeg er her for at give dig et tilbud om du kan få dit liv tilbage"
Der lagde sig straks et lumsk smil på Dans læber. Han betragtede Jenniffer med nærmest en slangs øjne. Det var nu han skulle sno sig omkring Jenniffer og blot få hende til at takke ja til hans tilbud, hvilket nok ikke ville blive så svært igen, hvis man så ud fra hvordan kvinden stod med sit liv lige nu. Dan var simpelthen hende billet tilbage til overfladen, tilbage til rigdommen tilbage til det liv hun nu engang havde.

Jenniffer himlede med øjnene, han var alt for.. Hun kunne slet ikke finde ord på ham, han var som den stærke person der ville falde sammen så snart der skete noget han ikke var forberedt på. Sådan tænkte hun i hvert fald om ham. Måden han omtalte hende gav hende kvalme.

"Lad vær med at få mig til at kaste om."

Det var måske lidt overdreven, men hun stolede bare ikke på ham. Robotten der bevægede sig i baggrunden fik Jenniffer til at løfte begge øjenbryn, han var åbenbart bange for dem der omringede ham, og måske ikke følte om ham selv, som han gjorde.

"Mit liv? Du kan ikke give mig mit liv tilbage, og jeg ved ikke engang om jeg gider have det fra dig."

Jenniffer var meget fristet, men hun ville høre mere om tilbuddet inden da.

Dan valgte igen blot at overhøre Jenniffers kommentar om at han skulle få hende til at kaste op. Dan var komplet ligeglad om hun syntes om hvad han sagde eller ej, han gik ikke ind for censur med mindre det var pålagt af A.D.S.

"Tror mig kære Jenniffer... Jeg kan give dig dit liv tilbage og mere end blot det"

Der var et lumsk smil på Dans læber mens han lænede sig lidt frem og så ellers så velkommenden ud til at Jenniffer kunne tage imod hans tilbud. Hvorfor havde hun ikke bare sagt ja med det samme, det havde gjort det hele meget nemmere. Men så igen hvis hun hellere ville leve her nede imellem alle disse udskud så var det ikke noget Dan kunne styre.

"Men hvis du ikke er interesseret overhoved så kan jeg jo bare finde en anden der ellers gerne vil eje en klub, der er sikkert mange her nede der ville gøre alt for at få det tilbud"

Dan trak på skulderne og vendte sig om for at gå, han havde jo ærligt tilbudt Jenniffer at hun kunne vende tilbage til sit gamle liv.

Jenniffer ville ikke kunne afslå det tilbud, lige meget hvor meget hun end ville.

"Mere? Hvad skal det sige?"

Jenniffer var sikker på han ville snyde hende, ydmyge hende offentligt, eller noget i den stil. Det kunne han sagtens gøre. Da han var ved at gå hev hun fat i hans arm, selvom det var en chance at tage blev hun nød til at tage den.

"Jeg tager imod tilbuddet."En klump blev sunket, det var bestemt ikke fordi Jenniffer var glad for at tage imod hans tilbud.

dan stoppede kort op og så sig tilbage da Jenniffer tog fat i Dans arm, hun var hoppet på krogen, nu var det bare at hvie hende pænt i land. Utroligt hvor nemt det entelig var at lege med andres liv når de stod til at miste alt, men hvem ville ikke blive desperart. Dan lagde hoved lidt på skrå og morrede ig lidt over Jenniffer der havde mistet det hele, han vidste ikke hvordan hun entelig havde fået fingrene i den klub til at starte med, men Dan vidste at det krævede hårdt arbejde at skulle vedligeholde et firma. Han ejede jo selv det største firma i hele Dynak. Det var hårdt arbejde at vedligeholde den og et hårdt arbejde havde det været at overtage den.

"Glimmerende, kom med"

Dan smilede veltilfreds for sig selv og begyndte at gå hen imod elevatoren igen, han ventede ikke på Jenniffer så hun måtte skynde sig at komme med elelrs ville han efterlade hende på stedet.

Jenniffer fulgte efter Dan, selvom hun helst ville blive hvor hun var, men hun skulle have den klub tilbage. Lige meget hvad. Jenniffer gik ind i elevatoren og lagde ikke et øjeblik et blik på ham. Hun skulle bare have sit liv tilbage og så var han væk. Men hun var alligevel sikker på han ville hjemsøge hende, eller det troede hun da. Jenniffer lagde sig tilbage i elevatoren og så bare på døren. Hun turde slet ikke se sig selv, hun lignede uden tvivl noget der var løgn.

"Det kan godt være det her et spil for dig. Men det er det altså ikke for mig."

Jenniffer kendte alt til spil som dem han uden tvivl ville spille, hun kom selv fra en familie der ville leve oppe i skyerne, men hun ville aldrig synke så lavt.